Silas Holst: Jeg er ved at skide i bukserne

Skrevet af admin

30/10/2015

Dagens topnyheder

Selvom danser og musicalstjerne Silas Holst er vant til at være i fokus både på dansegulvet og på scenen som musicalstjerne, så kan han stadig få nerver på, når han fortæller offentligt om sin fortid som mobbeoffer.

Den 32-årige danser er langt henne i sin anden foredragsturné, men han har stadig ikke vænnet sig til at udlevere sig selv fra scenen.

- Jeg er ved at skide i bukserne af skræk over det hver gang, men hver gang det er overstået, og jeg sætter mig i min bil for at køre til næste sted, føler jeg mig fire meter høj og bred og 30 kilo lettere, fordi jeg gjorde det, og jeg overlevede det, skriver Silas Holst på sin blog.

Foredragene tager udgangspunkt i danserens nye bog "Silas - Helt ærligt" og efter en større Jyllandstur, er foredragsturnéen nu ved at nå sin ende. Men på trods af at han nogle gange har haft tre foredrag om dagen, er det altså langt fra blevet hverdagskost.

- For mig er det min måde at overleve på og få vendt mit "mobbe-helvede" til noget brugbart og noget konstruktivt. I håbet om at kunne hjælpe andre. På den måde kan jeg forsvare inde i mit hoved, hvorfor jeg skulle igennem, hvad jeg skulle igennem, skriver Silas Holst, der to gange har vundet Vild med dans.

Han understreger i indlægget, at han elsker at holde foredrag, og at det giver ham enormt meget energi, fordi han tvinger sig selv ud af sin "comfort zone".

- Men det er også benhårdt - og jeg har sovet godt de sidste par nætter, skriver Silas Holst.

Se hele indlægget på bloggen her: http://silasholst.com/er-fuld-af-taknemmelighed/

/ritzau/FOKUS