Silkeborg-spiller føler sig bortdømt efter 0-0 mod FCK

Silkeborg burde måske have spillet 11 mod 10 i det meste af søndagens Superligaopgør mod FCK. Per Nilsson hev Silkeborgs Jeppe Illum omkuld efter et kvarters spil, hvor FCK-stopperen slap billigt med et gult kort.

- Jeg så situationen på samme måde som resten af stadion, siger Jeppe Illum.

- Per Nilsson fratog mig en oplagt målchance. Jeg snuppede bolden fra ham og fik taget et godt træk, og jeg er sikker på, at jeg kommer først på bolden, hvis han ikke havde væltet mig omkuld.

Situationen omkring Per Nilsson var ikke det eneste kontroversielle i søndagens opgør. I anden halvleg fik Silkeborg bolden i mål, men dommeren underkendte scoringen og dømte i stedet frispark til FCK’s målmand Stephan Andersen.

- Jeg har set situationen igen, og jeg mener godt nok, at der skal være mange frispark i en kamp, hvis der er frispark til Stephan Andersen i den situation, siger Silkeborgs cheftræner, Jesper Sørensen.

Silkeborg-træneren efterlyser nye tiltag, så mængden af dommerfejl kan minimeres.

- Vi må overveje nogle nye ting for fodbolden. Jeg synes, vi skal begynde at bruge tv-billeder og indføre challenges, så vi ikke skal snakke om enkelte dommerbeslutninger efter kampen.

Silkeborg er netop rykket op i Superligaen, og Jesper Sørensen er glad for allerede komme på pointtavlen i første runde.

- Vi leverede en god præstation i dag. Jeg er tilfreds med, at vi fik et point i dag. Mod slutningen af kampen pressede FCK os meget, og derfor er det okay, at vi ender med at spille uafgjort, siger Silkeborg-træneren.

/ritzau/

Dagens Gossip