Sinéad O'Connor i ophedet kamp med truende stalker

Den seneste tid har været en lang og sej kamp for sangerinden Sinéad O'Connor, der er særligt kendt for sit skaldede look og sin hitversion af Prince-nummeret "Nothing Compares 2 You". Den 48-årige sangerinde fortæller på Facebook, at hun gennem ni måneder er blevet stalket og truet med voldtægt af en mand ved navn Francis Morrison. Men søndag flød sangerindens facebookfeed pludselig over med glæde og lettelse.

- Fantastiske nyheder! Den dokumenterede pædofile Francis Morrison, som bor i Belfast, skal arresteres inden for de næste 48 timer og skal direkte for en dommer. Han får forbud mod at kontakte mig og mine venner igen, og han får forbud mod at bruge de sociale medier og internettet for evigt!, skriver den irske sangerinde begejstret på Facebook til et ungdomsbillede af manden.

Ifølge sangerinden er hun nemlig langt fra den eneste, der har været udsat for stalking fra den samme mand. På Facebook skriver hun, at et af mandens andre ofre er Van Morrison-manageren John Rogers' kone samt flere af hendes egne venner. Ifølge grammy-vinderen har manden offentliggjort adresser og telefonnumre på hendes venner på sin egen side, og det fik den irske sangerinde til at offentliggøre Francis Morrisons adresse, telefonnummer og e-mail.

Den 48-årige sangerinde har tidligere advaret sine fans på Facebook mod at kommunikere med manden, som hun beskriver som manipulerende og "et ondt geni". Lørdag offentliggjorde den politisk aktive sangerinde to af de truende mails, hun har modtaget fra Francis Morrison. Hun fortæller, at hun har modtaget masser af lignende mails fra manden gennem de seneste ni måneder.

Men nu skulle hendes onlineforfølgelse fra manden altså være forbi.

Se Sinead O'Connors opslag her.

Og mailen her

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip