Skadet Djokovic må holde pause på ubestemt tid

Skrevet af admin

20/04/2014

Dagens topnyheder

Lørdag eftermiddag tabte verdens nummer to, serberen Novak Djokovic, overraskende til Roger Federer i semifinalen ved Masters 1000-turneringen i Monte Carlo. Endda i bare to sæt.

Men uden at forklejne Roger Federers glimrende præstation skal en del af forklaringen findes i, at Novak Djokovic døjer med en håndledsskade. Den har generet ham hele ugen. Nu er han tvunget til at holde pause.

- Jeg må bare hvile nu. Jeg kan ikke spille tennis i den kommende tid. Hvor længe ved jeg ikke. Det er ikke i mine hænder længere. Jeg må tage en pause og se, hvornår den kan være 100 procent klar igen. Først da vil jeg være tilbage på banen, siger Djokovic.

Han har allerede fået hånden undersøgt, og det skal han igen.

- Det gode er, at jeg ikke behøver en operation. Jeg har ikke noget brud eller lignende. Jeg skal undersøges af en læge, og søndag skal jeg have foretaget endnu en skanning for at se, om noget har ændret sig, siden jeg blev skannet for syv dage siden.

Turneringen i Monte Carlo var startskuddet til den europæiske grussæson. I den første halvdel af maj spilles to andre Masters 1000-turneringer i Madrid og Rom, inden grussæsonen kulminerer ved French Open i Paris fra den 25. maj.

Novak Djokovic kan i værste fald gå glip af dem alle. Hans overmand i lørdagens semifinale, Roger Federer, sagde efter kampen, at han godt havde bemærket, at Djokovic havde problemer.

I søndagens finale skal Federer møde sin landsmand fra Schweiz Stanislas Wawrinka, der har vundet årets hidtil eneste grand slam-turnering, Australian Open.

/ritzau/afp