Skatteminister: Ansvar for skattesvindel skal placeres

Skrevet af admin

03/09/2015

Dagens topnyheder

Der skal placeres et ansvar i sagen om skattesvindel for mindst 6,2 milliarder kroner. Det siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) forud for et samråd på Christiansborg om sagen.

- Selvfølgelig skal der placeres et ansvar i en så stor svindelsag, som der her er tale om.

- Men i hvilket omfang, tidligere ministre har været involveret, og i hvilket omfang ledende medarbejdere i Skatteministeriet og Skat har været involveret, er for tidligt at sige. Derfor vil jeg vente med at gøre det, siger Karsten Lauritzen.

Samrådet kommer efter, at det er kommet frem, at medarbejdere i Skat angiveligt har advaret ledelsen om, at der kunne ske svindel med refusion af udbytteskat.

- Det er naturligvis ikke tilfredsstillende. Men i øjeblikket har vi en masse løse rygter og spekulationer, og det er ikke fagligt og sagligt at basere politiske beslutninger på rygter, siger Karsten Lauritzen (V).

Han vil nu afvente en undersøgelse, som ventes færdig i løbet af få uger, så politikerne har et faktuelt grundlag at stå på, før man begynder på diskussionen om ansvarsplacering.

- Jeg har sagt, at jeg vil have denne undersøgelse, før jeg tager stilling til, hvad der skal ske i denne sag. Det vil være et grundigt grundlag, og det kommer også hurtigt gennem den interne undersøgelse, siger Karsten Lauritzen.

Spørgsmål: Både i 2010 og 2013 blev der advaret fra Skats intern revision om problemet. Er det tilfredsstillende, at de advarsler tilsyneladende ikke er trængt i gennem?

- Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, men i øjeblikket har vi en masse løse rygter og spekulation, og det er ikke fagligt og sagligt i orden at basere politiske beslutninger på det. Derfor venter jeg, til rapporten er klar om fire uger, siger Karsten Lauritzen.

Sagen har rejst fornyet tvivl om Skats evne til at inddrive de skatteindtægter, som skal finansiere det danske samfund.

I forvejen har Skat været udsat for massiv kritik for blandt andet fejlagtige ejendomsvurderinger, manglende skatteinddrivelse og grove metoder over for private borgere.

Blandt andet har sagen om fotomodellen Camilla Vest vakt opsigt, fordi hun fik en bøde på hele 6,6 millioner kroner og en fængselsdom, inden Landsskatteretten vente rundt på en tallerken og omstødte rettens egen beslutning om, at Camilla Vest var skattepligtig.

/ritzau/