Skuffelse og glæde: Dagpengerapport splitter politikerne

Skrevet af admin

19/10/2015

Dagens topnyheder

Allerede inden Dagpengekommissionen fremlægger sine anbefalinger mandag, reagerer politikerne med glæde eller bekymring over den rapport, som den daværende SR-regering bestilte.

Hos Enhedslisten anerkender arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen, at der er forbedringer i Dagpengekommissionens anbefalinger. Men overordnet er de ifølge ham "ubrugelige".

- Der er ingen brugbare svar til de mange tusinde, der allerede har mistet deres dagpengeret, og de op til cirka 10.000 der ifølge kommissionens beregninger vil miste dagpengene fremover, siger han til Ritzau.

Hos Alternativet er man positive over for den mere fleksible genoptjening, der er et element i kommissionens rapport.

Men partiets beskæftigelsesordfører, Josephine Fock, synes, at Dagpengekommissionens idéer mangler nytænkning.

- Vi er glade for en mere fleksibel genoptjening. Men jeg havde håbet på mere nytænkning i forhold til, hvordan man får folk hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet. Økonomiske incitamenter er ikke altid svaret på det hele, siger hun.

Den samme konklusion er SF nået til.

- Det er godt, at man gør det nemmere at genoptjene dagpenge, ved at man kan tage korttidsjob, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr, til Danmarks Radio.

- Men den store kritik er jo, at man ikke regner med nye penge fra politisk hold. Og det er altafgørende, for ellers bliver det de arbejdsløse, der skal betale for en forbedring af dagpengesystemet. Og det, synes jeg, er horribelt, siger SF-formanden.

Dansk Folkeparti synes modsat Alternativet, SF og Enhedslisten, at de nye tiltag ser spændende ud.

- Det er godt, der ser ud til at være større fleksibilitet i genoptjeningen. Det er noget af det, Dansk Folkeparti er gået allermest op i. Det skaber tryghed, at det hele ikke er så firkantet, siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted til Ritzau.

Det fremgår af kommissionens endelige rapport, at 6700 personer årligt vil opbruge deres ret til dagpenge, selv hvis man gennemfører kommissionens anbefalinger.

/ritzau/