Skuffeselskaber skal minimere Dong-investorers skat

Skrevet af admin

23/01/2014

Dagens topnyheder

Man skal helt til skattelyet Caymanøerne for at finde investorerne bag det Goldman Sachs-selskab, som regeringen ønsker at sælge en del af Dong Energy til.

Og det ligner en model til at minimere skattebetalingen for Dongs formentlig kommende investorer, siger skatteeksperter til Information.

- Det er bestemt en konstruktion, man har set, der er blevet brugt til at opnå skattemæssige fordele, siger Torben Bagge, ekspert i skatteret og partner i advokatfirmaet Torben V. Christiansen til Information.

- Dong får nogle ejere, man i realiteten ikke ved, hvem er, siger Christen Amby, rådgivende skatterevisor og medlem af Skatterådet.

De har begge set ejerstrukturen i selskabet bag Dong-investeringen.

Det er Goldman Sachs-selskabet New Energy Investments i Luxembourg, der vil skyde penge i Dong Energy mod at få en ejerandel i selskabet.

New Energy Investments er ejet af to andre selskaber i Luxembourg, New Energy I og New Energy II, der igen er ejet af fem skuffeselskaber på henholdsvis Caymanøerne og i den amerikanske stat Delaware.

Det kaldes skuffeselskaber, fordi de ikke har andre aktiviteter end ejerskab af andre selskaber.

- Det hele går ud på at undgå at betale skat af det udbytte, der udloddes fra Danmark, siger Christen Amby.

Dongs ejere får løbende udbetalt en andel af selskabets overskud, udbytte, og det er det, som konstruktionen kan forhindre, der skal betales skat af.

- Humlen ligger i, at Danmark ikke tager udbytteskat, når pengene sendes videre til Luxembourg-selskabet. Og Luxembourg tager ikke udbytteskat, når pengene sendes videre til Cayman Island, forklarer Christen Amby.

Mens Caymanøerne er et egentligt skattely, er staten Delaware kendt for gunstige forhold for selskaber, der ikke vil oplyse, hvem ejerne af selskaberne er. Samtidig er der tale om to forskellige selskabskonstruktioner.

Den ene er en almindelig selskabskonstruktion, mens den anden i en dansk kontekst minder om et interessentselskab.

- Og det er alt sammen for at give ejerne mulighed for at minimere deres skattebetaling, forklarer Christen Amby.

/ritzau/