Skuffet Wozniacki: Kvitova lagde vildt meget tryk på mig

Caroline Wozniacki var skuffet efter nederlaget til Petra Kvitova i anden runde ved OL-tennisturneringen i Rio.

- Hun lagde vildt meget tryk på mig og fik mig også til at lave nogle uprovokerede fejl. Jeg havde mulighederne i første sæt og havde stort set fordele i alle partier, men udnyttede dem ikke.

- I andet sæt spillede jeg lidt bedre og fik presset hende en lille smule mere. Det er selvfølgelig en ærgerlig følelse, jeg står med lige nu, siger Wozniacki efter nederlaget på 2-6, 4-6.

Kvitova var meget aggressiv og forsøgte hele tiden at gå efter vinderslagene.

- Det er sådan, hun altid spiller. Men jeg synes, at hun gik ind og spillede endnu mere aggressivt, end hun plejer at gøre. Og det meste lykkedes.

- I andet sæt var der lidt længere dueller, og jeg fik taget bedre imod de første to bolde. Lige pludselig satte hun tempoet en anelse ned, og så kunne jeg være med og presse hende lidt mere.

- Jeg fik også lidt flere førsteserver ind, men det var bare ikke nok i dag, siger hun.

Wozniacki er lige nu i tvivl om, hvorvidt hun også er med i tennisturneringen ved OL i Tokyo i 2020.

- Det ved jeg ikke. Det er svært at sige, lyder det kortfattet.

/ritzau/

Dagens Gossip