Sloth og Poulsen starter inde for Danmark

Skrevet af admin

05/03/2014

Dagens topnyheder

Christian Eriksen blev ikke spilleklar for Danmark i onsdagens landskamp mod England. I stedet har landstræner Morten Olsen fundet plads til et par midtbanespillere fra Superligaen.

Således starter Casper Sloth fra AGF og Jakob Poulsen fra FC Midtjylland inde for Danmark på Wembley.

Jakob Poulsen scorede et perlemål i 5-1-sejren over FC København i Parken, og man kun sige, at det er gået stærkt for midtbanespilleren, der i januar skiftede fra franske Monaco.

Casper Sloth er blevet valgt frem for Niki Zimling, der er røget på bænken på sit tyske klubhold Mainz 05.

Det er desuden værd at bemærke, at Esbjerg-spilleren Peter Ankersen, der normalt huserer på højrebacken, er valgt til at spille venstreback.

Allerede tirsdag annoncerede landstræner Morten Olsen, at Kasper Schmeichel ville få chancen fra start i målet.

Morten Olsen fortalte også, at det er planen at bruge alle backer i løbet af kampen, så Jesper Juelsgård kan forvente at komme på banen på Wembley.

På højrekanten er OB'eren Emil Larsen foretrukket frem for AaB-profilen Kasper Kusk, men Morten Olsen har indikeret, at Kasper Kusk også får noget spilletid.

Frontangriberen er som ventet Nicklas Bendtner, der ikke har fået meget spilletid for Arsenal på det seneste.

I sin helhed stiller Danmark således op i testkampen, der begynder klokken 21:

Målmand: Kasper Schmeichel

Forsvar: Lars Jacobsen, Simon Kjær, Daniel Agger, Peter Ankersen.

Midtbane: William Kvist, Casper Sloth, Jakob Poulsen.

Angreb: Emil Larsen, Nicklas Bendtner, Michael Krohn-Dehli.

/ritzau/