Slotssøbadet vandt DM i saunagus

Skrevet af Elo Christoffersen

17/09/2013

Dagens topnyheder

Bo Hegelund fra Slotssøbadet i Kolding løb for tredje gang af med det årlige DM i den specielle disciplin saunagus.

Der venter nu Bo en spændende og udfordrende opgave ved VM i Østrig i oktober, skriver Slotssøbadet i en pressemeddelelse.

Saunagus er egentlig en rigtig gammel opfindelse, som efter krigen fik stor opblomstring i særdeleshed i Tyskland, efter at de tyske soldater vendte hjem fra for eksempel Norge og Finland. Her har man kendt til traditionen med, at hælde forskellige olier på saunaovnen igennem mange generationer.

Læs også: Private tilbyder billigere hjemmehjælp

At oliedampen nu så også bliver hvirvlet rundt i saunaen ved hjælp af forskellige håndklæde-teknikker er noget, der er kommet til langt senere.

Bo Hegelund havde ved dette års DM, som blev afviklet i saunaerne i Marina Fiskenæs i Gråsten, valgt et historisk tema, meget tæt op af historien, som findes i Dronning Dorotheas Badstue, som er en del af Slotssøbadet.

Det var nemlig hele historien omkring ”Kongen af Danmark”, den gamle danske bolsje, som Bo fik forklaret de besøgende saunagæster - så godt, at mesterskabet kom i hus.