Socialdemokrater vil lade kollektiv trafik betale togfond

Skrevet af admin

01/06/2016

Dagens topnyheder

Regeringen går den helt forkerte vej, når den drosler ned for den grønne omstilling og bebuder en rundbarbering af togfonden.

Sådan lyder beskeden fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, under Folketingets afslutningsdebat.

- Regeringen har forsøgt at gøre Togfonden til en kæmpehul i statskassen. Vi ved nu, det ikke passer. Det er 200 millioner kroner om året, det drejer sig om, siger hun.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen har tidligere anklaget Socialdemokraterne for ikke at forholde sig til de enorme udfordringer, dansk økonomi står over for i debatten om Togfonden.

Men et notat fra Finansministeriet, som Berlingske har set, viser, at hullet i Togfonden, som skyldes de faldende oliepriser, kan lukkes med 200 millioner kroner årligt, hvilket Arbejderbevægelsens Erhvervsråd også tidligere har påpeget.

Og de penge mener Mette Frederiksen godt, at man kan finde.

- Jeg vil foreslå, at vi frem til 2020 tager de 200 millioner kroner om året fra puljen til bedre og billigere kollektiv trafik.

- Herefter skal finansieringen indarbejdes i den kommende 2025-plan. På den måde kan vi binde Danmark sammen retfærdigt og ansvarligt, siger hun.

Den pulje, Mette Frederiksen taler om, stammer fra en aftale om bedre og billigere kollektiv trafik, som den daværende S-R-SF-regering indgik med Enhedslisten og Dansk Folkeparti i 2012.

Puljen er på en milliard kroner årligt, og blev til, da det stod klart, at den daværende regering ikke ville gennemføre den bebudede betalingsring om København.

Det er meningen, at halvdelen af pengene skal gå til billigere billetter og halvdelen skal bruge på investeringer i forbedret kollektiv trafik.

Olieprisen er faldet, siden Togfonden blev vedtaget. Derfor mangler der ifølge regeringen 15,5 milliarder kroner, hvis alle fondens projekter skal gennemføres. Men da den løber helt frem til 2042, er det årlige beløb noget mindre.

/ritzau/