Sønderjyske-fryd: Mange havde travlt med at melde os nede

Skrevet af admin

25/09/2015

Dagens topnyheder

Sønderjyske var fredag aften flyvende hjemme på Sydbank Park i Haderslev, hvor det blev til en overbevisende 4-0-sejr over OB.

Sønderjyderne topper nu Alka Superligaen på en bedre målforskel end FC København og FC Midtjylland.

Sønderjyskes forsvarsspiller Marc Pedersen glædede sig efter sejren over den aktuelle førsteplads.

- Det er skønt at ligge nummer et, og det er fedt at prøve. Der var så mange, der havde travlt med at melde os nede inden sæsonen, så at vi nu ligger i den modsatte ende af tabellen er bare fryd, siger Marc Pedersen.

Fredagens 3-0-målscorer maner dog samtidig til besindighed:

- Vi mangler stadigvæk nogle point for at overleve, og vi skal fortsat koncentrere os om vores eget, for ellers kan det hurtigt vende. Men lige nu glæder vi os over at ligge nummer et, og så må vi se, hvad det rækker til.

Sønderjyskes Nicolaj Madsen, der scorede til 1-0 mod OB, mener, at topplaceringen er fuldt fortjent.

- Det overrasker mig faktisk ikke, at vi ligger nummer et lige nu. Ud fra de kampe vi har spillet, mener jeg faktisk, vi har spillet til i hvert fald en plads i top-seks.

- Havde man spurgt mig før sæsonen, så ville mit svar dog nok have været anderledes, lyder det.

Han beretter desuden om stor selvtillid og tro på tingene i truppen som afgørende årsag for den store succes.

- Lige nu kører vi på et selvtillidsboost, og vi føler ikke, vi kan tabe fodboldkampe. Første ambition er at overleve, og hvis vi sikrer den tidligt, må vi gøre en ny status, siger Nicolaj Madsen.

Sønderjyskes cheftræner Jakob Michelsen havde ikke en finger at sætte på spillernes indsats i 4-0-sejren.

- Det var en pragtpræstation af drengene hele vejen rundt. Vi spillede en fantastisk kamp, og der var rigtig mange spillere, der leverede en toppræstation.

- Superlativerne findes næsten ikke større på en dag som i dag, siger den øjeblikkelige succestræner.

/ritzau/