Søren Kjeldsen holdt tårerne tilbage på hul 16

Skrevet af admin

20/08/2015

Dagens topnyheder

Søren Kjeldsen var blandt de første på banen torsdag, hvor han gik første runde i fem slag under par. Det rækker til en midlertidig tredjeplads ved golfturneringen Made in Denmark i Himmerland.

Samtidig var det også hans turnering nummer 501 på European Tour, og det blev markeret på banens hul 16. Her stod flere tusinde tilskuere klar med røde skilte over hovedet med teksten "SK 500".

Den modtagelse var lige ved at få tårerne til at trille ned ad kinderne på den 40-årige nordjyde.

- Der var nogle tårer, der skulle holdes tilbage. Det var ubeskriveligt. Det var meget specielt for mig at få den modtagelse, og det vil jeg gerne takke dem alle for, siger Kjeldsen.

Overraskelsen på hul 16 var med til at sætte gang i Kjeldsen, som ellers havde haft en nervøs start.

- Jeg kom ud med en masse nervøs energi, for jeg ville så gerne have en god start, men det fik jeg ikke. Da jeg så endelig fik birdien på hul fem og får modtagelsen på hul 16, så er det som om, at jeg svæver resten af runden, siger han.

Selvom turneringen i Himmerland er Søren Kjeldsens turnering nummer 501 på European Tour, så har han aldrig oplevet en lignende atmosfære før, som den tilskuerne skabte ved hul 16 i de tidlige formiddagstimer.

- Det her er den bedste dag, jeg har haft på en golfbane. Uanset om man er golfspiller eller ej, så er det at mærke, at folk vil en det godt og hepper på en, det kan ikke gøres bedre, siger han.

Søren Kjeldsen er torsdag eftermiddag på en delt tredjeplads bagefter Paul Lawrie (-6) og David Horsey (-8). David Horseys runde i 63 slag, otte under banens par, er samtidig banerekord.

/ritzau/