Søren Kjeldsen nyder birdie: Et højdepunkt i karrieren

Golfspilleren Søren Kjeldsen lavede lørdag ved Made in Denmark i Himmerland en birdie, som han ikke lige glemmer med det samme.

Med op mod 3000 tilskuere som vidner rundt om hul 16 lagde han perfekt bolden op til et birdieput.

- Det var et af højdepunkterne i min karriere, fastslår Kjeldsen.

- Det var måske mit bedste slag hele dagen, selv om jeg slog mange.

- Bolden er meget svær at få tæt på pinden. Man skal skyde direkte op i vinden, og når den lander, så er der meget spin. Jeg kunne ikke have landet den meget bedre, siger den 39-årige nordjyde.

Det, der gjorde det hele så ekstraordinært, var de mange tilskuere, der hujede på ham.

- Vi spillere har efterlyst at få lov til at spille i Danmark. Vi ved, at der er mange, der følger os, og nu har vi endelig fået lov til at spille for dem.

- Man bliver helt rørt, når man kan mærke al den varme og støtte. Der var ikke meget jantelov derude, og man bliver stolt over at være dansker, siger Kjeldsen.

Med en runde i 70 slag - et under par - rykker nordjyden op i et bredt felt, der jagter den førende waliser Bradley Dredge.

Kjeldsen kunne notere fire birdies samt tre bogeys, da han klokken 14 gik op for at aflevere sit scorekort i klubhuset.

De fleste spillere mangler endnu at færdiggøre lørdagens runde, men foreløbig har Kjeldsen taget et spring på 24 placeringer frem til en delt 18.-plads. Samlet har Kjeldsen gået de tre første runder i et slag over par.

Afstanden til Bradley Dredge på førstepladsen er på otte slag. Dog med det forbehold, at Dredge klokken 14.50 blot er halvvejs gennem tredje runde.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV