Solbakken: Stærk taktisk fysisk og mental præstation

Skrevet af admin

08/05/2016

Dagens topnyheder

FC København har i denne sæson haft det svært på udebane. Sæsonens første 12 udekampe kastede blot fire sejre af sig, men søndag bød den 13. udekamp på femte sejr, da OB blev besejret med 1-0.

Sejren kom blot tre dage, efter FC København sikrede sig pokaltitlen med en sejr over AGF.

- Vi kommer direkte fra en kamp mod FC Midtjylland og en pokalfinale mod AGF. Vi vidste, at OB er rigtig gode med bolden, og det så vi i anden halvleg, hvor vi blev trætte og havde mere afstand mellem kæderne, siger træner Ståle Solbakken.

- Men alligevel skabte de kun én enkelt chance i anden halvleg. Første halvleg var jeg fantastisk tilfreds med, vi skabte tre store chancer, mens de ingen skabte, og vi var i fuld kontrol.

- Det var en stærk taktisk, fysisk og mental præstation, siger FCK-træneren.

I anden halvleg gav Ståle Solbakken dog flere gange udtryk for sin utilfredshed på sidelinjen.

- Vi spillede ikke klogt nok. Når man er træt, må man hellere holde på bolden frem for at tage chancer. Det kunne vi gøre i første halvleg, da vi havde overskud, men i anden halvleg var vi trætte.

- Når man hele tiden prøver på noget specielt, gør det, at hele holdet kommer til at løbe ekstra meter. Det tager på spillerne, siger Solbakken.

Anfører Thomas Delaney er meget tilfreds med, at FC København tog sejren og dermed igen øgede afstanden til Sønderjyske til syv point inden næste rundes svære udekamp mod AaB.

- Sidst mod AaB fik vi sat tingene på plads, men det er noget andet at spille mod dem på udebane. Vi har været klart bedst hjemme, og derfor var sejren over OB også ekstra vigtig, siger Delaney.

- Den her kamp var vigtig i forhold til topstriden. Måske også vigtigere, end vi selv har sagt, for fire point, som afstanden var nede på inden kampen, er ikke meget.

Der resterer fem spillerunder i Superligaen.

/ritzau/