Soldaterformand: Mange ting kom bag på os i Afghanistan

Skrevet af admin

09/06/2016

Dagens topnyheder

Den danske krigsdeltagelse i Afghanistan skete uden tilstrækkeligt indblik i afghanske forhold.

Det er en af konklusionerne i en ny rapport om den danske krigsdeltagelse i Afghanistan fra 2001-2014. Og den erfaring kan formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, godt nikke genkendende til.

- Det er også vores oplevelse, at mange ting kom bag på os dernede. Den dybe forståelse af hvilket samfund vi forsøgte at hjælpe, den var ikke i top, og det har åbenlyst kompliceret tingene undervejs, siger han.

Spørgsmål: Er det efter din mening godt nok, at man sender soldater ned til et område, man ikke har godt nok kendskab til?

- Nej, det er det jo ikke. Men vi må også være realister. Vi tager jo ud i nogle operationer, som nogle andre har startet. Jeg tror reelt, man forsøger, men det er jo ikke altid, man har ti eksperter siddende, når en nation går i brand, siger Flemming Vinther.

- Den perfekte mission kommer nok aldrig. Der kommer ikke en mission i Sverige lige foreløbigt, hvor vi kender kulturen. Så vi vil som regel være lidt bagud på point i forhold til at kende forholdene.

Han mener, det er vigtigt at få set grundigt på rapportens konklusioner og tage ved lære af dem, så fremtidige operationer kan blive bedre. En udvikling, han allerede har oplevet de seneste 15 år.

- Jeg håber, vi kan lære af det, så vi er bedre forberedt næste gang med større kulturforståelse og bedre viden om, hvad der virker.

- Det er min fornemmelse, at man de sidste 15-20 år er blevet bedre til at vælge støtteprojekterne, så det er noget, der kan holde, når vi tager der fra, siger soldaterformanden.

Det er tre rapporter fra henholdsvis Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), konsulentfirmaet Landell Mills og Forsvarsakademiet, som danner rammen for erfaringsopsamlingen fra Afghanistan. Den samlede rapport præsenteres torsdag.

/ritzau/