Speedwayprofiler truer med boykot efter wildcard-strid

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Der er udbrudt en strid i dansk speedway, der truer næste uges grandprix-kvalifikation i Esbjerg.

Hele 18 speedwaykørere truer ifølge Ekstra Bladet med at boykotte kvalifikationen i Esbjerg på næste fredag, da de mener, at Dansk Motor Union (DMU) favoriserer Michael Jepsen Jensen.

Kørerne har sendt et brev til DMU, hvor de beder unionen om at trække et wildcard til Jepsen Jensen tilbage.

- Vi er mange kørere, der konkurrerer om seks pladser i GP-kvalen, siger Bjarne Pedersen til Ekstra Bladets hjemmeside.

- Det er et af sæsonens vigtigste løb, der kan give nye datoer i løbskalenderen. Det er klart, at det forringer alles chancer, hvis der pludselig kun er fem pladser at køre om, siger han.

Michael Jepsen Jensen slipper for at stille op i Esbjerg, da DMU allerede har besluttet at sende ham videre til næste fase i grandprix-kvalifikationen på et wildcard. Beslutningen fik i sidste uge landstræner Anders Secher til at trække sig.

Formand for speedwaykommissionen under DMU, Stefan Kristjansson, siger til Ekstra Bladet, at man skal drøfte situationen på et møde senere mandag.

/ritzau/