Sten kunne have afsporet tog ved Stevns

Skrevet af Elo Christoffersen

09/11/2012

Dagens topnyheder

Det kunne være gået grueligt galt, da ukendte personer havde lagt en række sten på togskinnerne ved Vedskøllevej ved Stevns.

Midt- & Vestsjællands Politi blev i aftes ved 23.30-tiden alarmeret af togpersonalet, der kunne fortælle, at toget havde kørt henover en række sten, som ukendte personer havde lagt på skinnerne. Toget havde kørt omkring 100 km/t, og føreren af toget oplyste, at det var et lykketræf, at toget ikke var blevet afsporet. Politiet undersøgte efterfølgende området med hunde og ser med stor alvor på episoden.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har oplysninger i sagen eller ved, hvem gerningsmændene er. Det kan ske på servicenummer 1-1-4.