Store udbrud giver benhård kamp om top-10-placeringer

Skrevet af admin

25/07/2015

Dagens topnyheder

Næsten al fokus i Tour de Frances sidste uge er samlet om kampen for at komme på sejrspodiet i Paris, når løbet slutter søndag aften.

Men i skyggen af superstjernerne bliver der kæmpet lige så hårdt for blot at få en rytter i top-10. Blandt andet hos Trek hvor sportsdirektør Kim Andersen krydser fingre for holdkaptajn Bauke Mollema.

- Han slider hårdt for det. Men han ser mere slidt ud, end han egentlig er. Det er bare hans kørestil, siger Kim Andersen om hollænderen, der indtager ottendepladsen.

At fastholde en plads blandt de ti bedste er mere kringlet i år, end det plejer, fordi der er skabt store forskelle mellem de bedste og de næstbedste.

Det betyder, at favoritterne giver dygtige klassementryttere lov til at køre i udbrud og få store forspring, fordi de ikke er en trussel til podiepladserne. Til gengæld kan de være farlige for folk, der - som Bauke Mollema - klamrer sig til en plads i top-10.

- Hver eneste dag er der to cykelløb i et. Mange gode ryttere har sat meget tid til, så de går nu i udbrud. Og de er ikke lette at hente i bjergene.

- Vi ser 25-30 mand i udbruddene, og der er bjergryttere imellem, som man havde regnet med skulle ligge omkring top-10, siger Kim Andersen og peger på Jakob Fuglsang, Joaquim Rodriguez og Thibaut Pinot.

- Det ændrer noget rent taktisk. Vi sidder og skal arbejde hårdt for bare at holde vores plads som otter eller nier. Det er vi ikke vant til. Normalt skal du bare forsøge at køre med favoritterne, så er du nogenlunde sikker. Det er du ikke i år, siger Kim Andersen.

Med Fabian Cancellaras sejr på 2. etape opfyldte Trek-holdet halvdelen af målsætningen. Nu er det op til Mollema at gøre det sidste.

- Det betyder rigtig meget at komme blandt de ti bedste. Der er point til ranglisterne, som vi er meget afhængige af, og samtidig er det også vigtigt at opfylde det mål, vi har sat os på forhånd, siger Kim Andersen.

/ritzau/