Sydmotorvejen genåbner: Gående migranter er væk

Skrevet af admin

08/09/2015

Dagens topnyheder

En strækning på 29 kilometer af Motorvej E47 - kendt som Sydmotorvejen - er natten til tirsdag genåbnet på Lolland.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Strækningen fra Sakskøbing til Rødbyhavn blev ved 20-tiden lukket af sikkerhedsmæssige årsager for at beskytte de flygtninge og migranter, der havde valgt at benytte vejen som rute.

- Vi har kørt strækningen igennem, og vi har nu vurderet, at der ikke er flere derude. Dem vi fandt, har vi kørt til en skole og sportshal i Rødby. Der befinder sig cirka 200 nu, siger Anne Mette Hoppe Søe fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Politiinspektør Kim Kliver oplyser, at det ikke har været nogen let opgave for politiet at håndtere den pludselige flygtninge- og migrantstrøm.

- Det har været en meget vanskelig opgave, som vi har forsøgt at håndtere med størst mulig empati og professionalisme, siger han i en pressemeddelelse.

Mange private borgere har i løbet af mandagen hjulpet migranter og flygtninge, men politiet understreger, at der er grænser for, hvor langt hjælpen må gå.

- Vi har fået forlydender om, at der har været flere private borgere, der har fragtet en del af udlændingene videre. Det måske det, der er sket på trods af advarsler om, at det faktisk er ulovligt, siger Kim Kliver.

Han henviser til, at de 200 personer, der er indkvarteret i Rødby, er langt færre end det antal, der er kommet til Danmark med færgen de seneste dage som migranter eller flygtninge.

/ritzau/