Sygdom medvirker til Venus Williams' OL-exit

Skrevet af admin

07/08/2016

Dagens topnyheder

Der var en årsag til, at den amerikanske tennisstjerne Venus Williams natten til søndag dansk tid led et overraskende nederlag i første runde af singleturneringen ved OL i Rio.

Den tidligere verdensetter døjede med sygdom, da hun smed en føring og tabte en tæt kamp til belgieren Kirsten Flipkens efter 6-7 i afgørende sæt.

- Hun har været syg i nogle dage med en slem virus. Hun har haft dårlig mave og kastet meget op. Man kunne se, at hun virkelig kæmpede med det, siger Mary Joe Fernandez, der er USA's tenniskaptajn.

Venus Williams håber nu at blive mere frisk, så hun kan gøre en bedre figur i damedouble sammen med søsteren Serena Williams senere søndag.

- Vi krydser fingre for, at hun er ok. Jeg vil blive meget overrasket, hvis hun ikke spiller. Det har været hendes store mål at deltage ved OL for femte gang, og hun vil så gerne have en medalje, siger Mary Joe Fernandez.

Venus Williams har tre gange vundet OL-guld sammen med Serena Williams. Det skete i 2000, 2008 og 2012. I 2000 vandt hun desuden guld i single.

/ritzau/AFP