Sylvester Stallone genopliver Rocky

Skrevet af Aller

26/07/2013

Dagens topnyheder

 I en alder af 67 år genopliver Sylvester Stallone bokseren, der gjorde ham verdensberømt.

Det sker ifølge avisen USA Today i en film om Rockys afdøde ven og rival Apollo Creeds barnebarn.

Projektet med titlen »Creed« får den 27-årige Michael B. Jordan i hovedrollen som barnebarnet, mens Stallone spiller den unge boksers mentor.

Det bliver syvende gang, actionveteranen kan opleves som Rocky. Han debuterede som den hårdtslående nævekæmper i »Rocky« fra 1976 og sluttede i 2006 med »Rocky Balboa«.

Denne film skulle have haft en efterfølger, men Stallone skrinlagde planen og bebudede, at han var færdig med både Rocky og Rambo. Nu er det imidlertid lykkedes MGM at lokke skuespilleren til at skifte mening, men den aldrende bokser komme næppe i kamp denne gang. Han nøjes med at rådgive vennens sønnesøn.

Carl Weathers havde rollen som Apollo Creed indtil »Rocky IV« fra 1985, hvor en sovjetisk bokser dræbte den tidligere sværvægtsmester i ringen. Michael B. Jordan er kendt fra TV-serier som »The Wire« og »Lie to Me«, men arbejder også på film og bliver til nytår aktuel herhjemme i »Fruitvale Station«.

Det biografiske drama er instrueret af Ryan Coogler, som MGM angiveligt håber at få til at stå bag kameraet på »Creed«.