Taliban udnævner leder efter enøjet chefs påståede død

Taliban har valgt gruppens næstkommanderende, Akhtar Mohammed Mansour, som ny chef, siger højtstående medlemmer af gruppen.

Talibans næstkommanderende, som er forhenværende chef for luftvåbnet, blev enstemmigt valgt til posten på et møde i Pakistan onsdag aften.

- Shurarådet, som blev afholdt uden for Quetta, valgte enstemmigt Mansour, siger en af deltagerne ifølge Reuters.

- Vi udsender snart en udtalelse, uddyber han.

Onsdag blev gruppens enøjede leder Mullah Omar meldt død i flere internationale medier.

Mystikken omkring Mullah Omars skæbne har været stor, da han flere gange tidligere er meldt død. Han skulle være død af sygdom i 2013.

Blandt andet sagde Afghanistans efterretningstjeneste i 2011, at han var død. Tjenesten var også kilden til nyheden onsdag.

Mullah Omar er ikke set offentligt siden 2001, da han gik i skjul under den amerikanske invasion i landet.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV