Terrortiltalte Abdeslam nægtede at svare dommer

Skrevet af admin

20/05/2016

Dagens topnyheder

Munden var lukket tæt sammen på den terrortiltalte Salah Abdeslam, der fredag var til første retsmøde, hvor han skulle afhøres af en dommer.

Abdeslam er den sidste overlevende af de angrebsmænd, der angreb Paris i november.

Myndighederne havde derfor håbet, at Abdeslam ville kaste en smule lys over angrebene, hvor 13 angrebsmænd dræbte 130 personer i Paris i flere tæt koordinerede aktioner.

Men det skete ikke.

- Han havde ikke lyst til at sige noget i dag, siger Salah Abdeslams advokat, Frank Berton.

Den 26-årige er forberedt på at udtale sig på et senere tidspunkt tilføjede advokaten.

- Vi må give ham tid, siger han.

Salah Abdeslam var den mest eftersøgte mand i Europa efter angrebene i Frankrig. Han flygtede til Bruxelles og blev arresteret i kvarteret Molenbeek 18. marts. Samme kvarter som han er opvokset i.

27. april blev han overført til Fleury-Merogis fængslet i det sydøstlige Paris.

Tidligere har Abdeslam talt med de belgiske myndigheder, men brugte sin ret til ikke at udtale sig over for dommeren i retten fredag.

- Han afviste at bekræfte den udtagelse, som han tidligere har givet til det belgiske politi, og til de belgiske efterforskere, lyder det fra den parisiske anklager.

Abdeslam spillede en logistisk rolle under angrebene i Paris, hvor han lejede biler og fandt skjulesteder og transporterede de tre selvmordsbombere, der sprængte sig selv i luften uden for Stade de France.

Efterforskere mener, at Abdeslam bakkede ud af planer om at sprænge sig selv i luften.

Det mener man blandt andet, fordi der blev fundet en forladt selvmordsvest i en skraldespand i det sydlige Paris, tæt ved hvor data fra en mobiltelefon har placeret Abdeslam på natten for angrebene.

Hans dna er dog ikke fundet på vesten.

/ritzau/