Thomas Bjørn falder tilbage i British Open

Golfspilleren Rory McIlroy fører major-turneringen British Open i 16 slag under par. Der er seks slag ned til den nærmeste forfølger, Rickie Fowler fra USA.

Det var en særdeles svingende runde, som McIlroy præsterede i løbet af lørdagen, som også var præget af regn.

Men det endte med en flot runde på grund af to eagles på de sidste tre huller. Imellem de to eagles blev det meget sigende også lige til en enkelt bogey, som var den tredje på dagen.

McIlroy kan generelt se tilbage på en flot turnering indtil videre, og han udbyggede sin føring med to slag til nærmeste udfordrer.

Det kan blive den tredje majortitel for McIlroy, hvis han holder forspringet på søndagens finalerunde.

Tiger Woods skuffede endnu en gang med en runde i et slag over banens par. Den tidligere verdensetter er dermed fortsat langt væk fra den samlede sejr - amerikaneren er samlet tre slag over par, 19 slag efter McIlroy.

Værre gik det for Thomas Bjørn, som gik sin hidtil dårligste runde ved dette års British Open, da han endte med en runde i fire slag over par.

Lørdagens tredje runde bød på fire bogeys og en kedelig dobbeltbogey ved major-turneringen, og så kunne to birdies ikke redde runden.

Efter runder i 70 og 71 slag torsdag og fredag måtte Bjørn notere sig for en runde i 76 slag lørdag, og det betød, at en topplacering kom et godt stykke uden for rækkevidde.

Samlet er Bjørn et slag over banens par, og det rækker til en delt placering som nummer 45.

Lidt bedre gik det for Thorbjørn Olesen, som er den eneste anden dansker, der er med i British Open. Olesen gik lørdagens runde i et enkelt slag over banens par efter en ustabil runde med fem bogeys og fire birdies til følge.

Olesen er placeret på en delt placering som nummer 58 i samlet tre slag over banens par.

/ritzau/

Dagens Gossip