Thorning: Danskere kan ikke aflyttes uden dommerkendelse

Selvom Danmark har et tæt samarbejde med udenlandske efterretningstjenester - og selvom dette samarbejde ifølge justitsminister Morten Bødskov (S) godt kan føre til telefonaflytning af danskere - så kan ingen danskere aflyttes uden en dommerkendelse.

Det fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) torsdag efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

- Som justitsministeren også har sagt det, så har vi klare regler på det her område i Danmark. Og det betyder altså, at hvis en borger i Danmark skal telefon-aflyttes, så skal der en dommerkendelse til, siger statsministeren.

- Jeg kan ikke kommentere på det konkrete samarbejde, vi har med andre efterretningstjenester, men selvfølgelig har vi et samarbejde. Det er den eneste måde, vi kan sikre Danmark imod terrortrusler på, siger hun.

Onsdag aften karakteriserede justitsminister Morten Bødskov de danske efterretningstjenesters samarbejde med deres udenlandske partnere som "tæt", og han fastslog, at dette tætte samarbejde kan føre til aflytninger af danskere.

Et nyt læk fra whistlebloweren Edward Snowden viser, at Danmark har et "fokuseret samarbejde" med den i øjeblikket stærkt kritiserede amerikanske efterretningstjeneste NSA.

Det fremgår, at Danmark sammen med 18 andre lande er kategoriseret i "gruppe B", hvor man også finder lande som Island, Tyskland, Sverige og Norge.

Kun fire lande befinder sig i "gruppe A", hvor udgangspunktet er et "omfattende samarbejde". De fire lande er Storbritannien, Australien, New Zealand og Canada.

/ritzau/

Dagens Gossip