Thulesen vil sikre lavtlønnede mod stor energiregning

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mødte torsdag op til forhandlinger med finansminister Bjarne Corydon (S) om en kommende vækstplan.

Regeringen og Venstre har allerede givet hinanden håndslag på en skitse til planen, men som forligspart på blandt andet energiområdet skal DF tages med på råd, og det vil Kristian Thulesen Dahl udnytte til at sætte fokus på flere områder.

Det siger han på vej ind i Finansministeriet torsdag:

- Når vi taler om vækst, så er det vigtigt for os, at vi taler vækst i hele Danmark og ikke kun i vores metropoler. Vi kan se, at der en ganske stor fraflytning fra landområderne til byerne, og det har nogle negative konsekvenser, siger Kristian Thulesen Dahl.

Formålet med vækstplanen er blandt andet at gøre hverdagen lettere for især små- og mellemstore virksomheder, så de får lettere ved at vokse. Samtidig er der i regeringen og Venstres rammeaftale også fokus på Udkantsdanmark, men der er mere at gøre, mener DF.

Kristian Thulesen Dahl peger blandt andet på, at nedrivningspuljen kan gøres større. Samtidig kan reglerne ændres, så det bliver lettere at belåne ejendomme på landet.

Og så er der behov for at investere i, at bredbåndsforbindelserne på landet bliver bedre, så det er muligt at arbejde hjemmefra, hvis man bor langt fra større byer.

- Der er masser af muligheder for at sikre vækst i hele landet i stedet for kun i de store byer, siger Kristian Thulesen Dahl.

DF vil også spørge ind til, om vækstplanens sænkelser af energiomkostningerne er midlertidige eller permanente. DF er bekymret for, at regeringen og Venstre kun midlertidigt vil gøre energiregningen billigere, så lavtlønnede senere kan hænge på en større energiregning.

Partiet er især bekymret for, at der lægges op til at skære i den grønne check for at finansiere en afskaffelse af brændeafgiften.

- Vi er ikke meget for, at man begynder at tage fat i den grønne check. Også i lyset af, at energiomkostningerne måske komme væltende bare nogle år senere.

- Hvad så med den grønne check? Kan vi så regne med, at den stiger igen til gavn for danskere med lave indkomster? Det er vi optaget af, siger Kristian Thuelsen Dahl.

/ritzau/

Dagens Gossip