Tidligere superligaklub rykker tilbage i divisionerne

Skrevet af admin

16/05/2015

Dagens topnyheder

Fra 1997 til 1999 spillede Aarhus Fremad i Superligaen, men efter en længere nedtur rykkede holdet ned i Danmarksserien sidste sæson.

Fra næste sæson er holdet dog tilbage i divisionerne, da klubben lørdag sikrede oprykning via en 2-0-hjemmesejr over Holstebro.

Dermed kan den aarhusianske klub ikke længere hentes i Danmarksseriens Pulje 3, selv om der mangler fem runder af sæsonen. Lyseng IF er på en tredjeplads i rækken, men er hele 16 point efter Aarhus Fremad.

Rækkens nummer to, Randers Freja, må ikke rykke op, da klubben hører under Randers FC.

Efter meget overraskende at have overlevet sin første sæson i Superligaen i 1998 rykkede holdet klart ned den efterfølgende sæson.

Siden fulgte en mislykket overbygning med Skovbakken under navnet FC Aarhus, som ophørte i 2004. Tilbage under sit gamle navn fulgte en elevatortilværelse mellem 1. og 2. division, før klubben altså sidste år rykkede ned i Danmarksserien.

/ritzau/