Tilfreds stregspiller: Vores bredde kan bære langt

Skrevet af admin

07/12/2013

Dagens topnyheder

Hele 12 forskellige danske spillere kom på måltavlen, da kvindelandsholdet åbnede håndbold-VM med at smadre Kina 44-21 lørdag aften.

Kun de to målmænd og de to udprægede forsvarere Marianne Bonde og Pernille Holmsgaard scorede ikke, og det kan blive værdifuldt for Danmark, at man er i stand til at sprede målscoringen ud blandt mange spillere.

- Kampen var et godt billede af vores bredde. Uanset hvem der kom ind, kom de med kæmpe energi og stor vilje, og det kan vi komme langt på, siger stregspilleren Mette Gravholt.

- Vi er meget motiverede til denne turnering, og alle ville gerne gøre det godt, når de kom ind. Der var ingen, der tænkte, at kampen bare skulle overstås, lyder det fra Tvis-spilleren, der selv scorede fem gange.

Selv om det var forventet, at Danmark ville slå Kina komfortabelt, er der alligevel stor glæde og lettelse i den danske lejr efter premieresejren.

Ikke mindst fordi kinesernes spillestil ikke ligner den europæiske, og det derfor var svært at vide, hvad man gik ind til.

- Kina spiller noget lidt anderledes håndbold, og det er bare noget andet at møde. Men som kampen skred frem, stod det klart, at de egentlig ikke havde så meget at komme med.

- De giver en god tro på, at vi godt kan slå Japan. Vi havde rigtig godt fat i det hurtige angrebsspil og rykkede tæt sammen i forsvaret og hjalp hinanden, så jeg har en god fornemmelse, siger Mette Gravholt.

Japan er modstanderen, når det danske landshold skal spille VM-kamp nummer to søndag aften.

/ritzau/