Tiltale: Køkkenleder stjal 17 ton mad fra plejehjem

Skrevet af admin

23/10/2013

Dagens topnyheder

En tidligere køkkenleder på et plejecenter er under anklage i en ganske usædvanlig sag. Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi har køkkenlederen, der var ansat på plejecentret Baeshøjgård i Vig, stjålet mad for millioner af kroner.

- Han har udnyttet sit mandat til at bestille maden og har så fået plejehjemmet til at betale for den, siger senioranklager Anja Lund Liin.

Manden skulle have været i retten torsdag, men nu er han forsvundet, og retsmødet er derfor udsat på ubestemt tid.

- Politiet har forsøgt at forkynde retsmødet for ham på hans bopæl, arbejdsplads og på diverse værtshuse. Men det er altså ikke lykkedes at finde ham, siger Anja Lund Liin.

Ifølge anklagen skulle køkkenlederen gennem næsten seks år have bestilt mad til en værdi af 3,3 millioner kroner på plejecentrets regning.

Men i stedet for at servere appetitlige retter til de ældre beboere på plejecentret stjal køkkenlederen angiveligt maden.

Der skulle blandt andet være tale om et ton kalveculotte, 3,8 ton oksetriblion og 12 ton oksemørbrad. Derudover har han angiveligt stjålet 901 kilo kalvefilet, 200 kilo børstede kartofler, 100 kilo ålefilet samt ni spande sild.

Hvis køkkenlederen dømmes skyldig i alle forhold, står han til en ubetinget fængselsstraf udmålt i år.

Plejecentret Baeshøjgårds leder, Gunvor Hector, har overfor dagbladet Nordvestnyt svært ved at forklare, hvordan svindlen kunne foregå over en næsten seksårig periode.

Hun fortæller, at svindlen først blev opdaget, da centret var tvunget økonomisk i knæ.

/ritzau/