Timosjenko går ikke efter premierministerpost

Skrevet af admin

23/02/2014

Dagens topnyheder

Den ukrainske oppositionsleder Julia Timosjenko, der lørdag blev løsladt fra fængslet, efter at hendes ærkerival Viktor Janukovitj flygtede fra Kijev, siger, at hun ikke går efter posten som premierminister.

Tidligere havde hendes tilhængere i parlamentet ellers sagt, at hun var en af de tre favoritter til at blive udnævnt som leder af en national enhedsregering.

- Det var en overraskelse for mig, da jeg hørte mit navn blive foreslået til posten som premierminister. Ingen har aftalt noget med mig eller drøftet spørgsmålet, siger hun på sin hjemmeside.

- Jeg er taknemmelig for den respekt, man viser mig, men jeg beder om ikke at blive taget i betragtning til denne post, skriver hun videre.

Udtalelsen antyder, at Timosjenko, som tabte snævert til Janukovitj ved præsidentvalget i 2010, og som senere blev idømt syv års fængsel for magtmisbrug, er interesseret i præsidentposten.

/ritzau/AFP