Tog rammer bil: Yngre mand mister livet

En ung mand mistede lørdag morgen livet, da hans bil blev påkørt af et tog i en ubevogtet jernbaneoverskæring ved Bedsted i Thy.

Det oplyser vagtchef Ole Vanghøj, Midt- og Vestjyllands Politi.

Påkørslen standsede lørdag formiddag togtrafikken på Thybanen mellem Thisted og Struer, mens en bilinspektør og Havarikommissionen undersøger de nærmere omstændighederne ved ulykken.

Lørdag middag kører togene på Thybanen imidlertid normalt igen efter ulykken, oplyser vagtchefen.

Bilen blev ramt af toget i en ubevogtet jernbaneoverskæring på Vestervigvej ved Bedsted. Der er ifølge politiet tale om en overskæring uden lys og bomme.

Påkørslen skete klokken 9.47. Bilisten kørte tilsyneladende ind i overskæringen uden at opdage toget, der ikke kunne nå at standse, men kørte ind i siden af bilen.

Bilisten er en 21-årig mand fra lokalområdet, der var alene i bilen, da ulykken skete, oplyser vagtchefen.

/ritzau/

Dagens Gossip