Trump: Muslim-forbud er som politik under Roosevelt

Skrevet af admin

08/12/2015

Dagens topnyheder

Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump er i vælten efter sit forslag om at forbyde muslimer at rejse ind i USA.

Han er kommet med sit forslag, efter at to muslimer i forrige uge dræbte 14 mennesker i Californien.

Han sammenligner ifølge Reuters sit forslag med den politik, som USA med Franklin Roosevelt (FDR) som præsident indførte over for folk af tysk, japansk eller italiensk oprindelse under Anden Verdenskrig.

Det var Tyskland, Italien og Japan, der var i krig med det meste af verden.

- Det, jeg siger, er ikke anderledes end FDR, siger Trump til ABC-programmet "Good Morning America".

- Vi er nødt til at gøre dette. Der er folk, som vil sprænge vore bygninger, vore byer. Vi må finde ud af, hvad det er, der sker, siger Trump, der mener, at Roosevelts politik var værre end det, som han selv foreslår.

- Under Anden Verdenskrig blev flere end 110.000 mennesker tvunget ind i regeringens tilbageholdelseslejre.

Umiddelbart efter det japanske angreb på flådehavnen Pearl Harbor på Hawaii den 7. december udsendte Roosevelt de politiske retningslinjer, som gav myndighederne bemyndigelse til at gå efter "fremmede fjender".

Trump siger i interviewet, at han ikke har nogen idé om, hvor længe indrejseforbuddet for muslimer skal gælde.

- Indtil vi har hånd om situationen må vi gøre noget, og vi må gøre det nu, siger han.

Kritikere siger, at Trump ved at udpege folk baseret på deres religion går imod amerikanske værdier. Ifølge kritikerne kan det være i strid med forfatningen, og det kan også være ulovligt.

USA's forfatning garanterer religionsfrihed.

Flere af Donald Trumps republikanske partifæller er blandt kritikerne.

Paul Ryan, formand for Repræsentanternes Hus i Washington DC, siger, at forslaget "ikke er konservativt", og det er ikke i nationens interesse, siger Ryan.

/ritzau/Reuters