Turboforløb kan samle fagligt svage elever op igen

Skrevet af admin

26/02/2016

Dagens topnyheder

For elever med faglige problemer kan et intensivt undervisningsforløb hjælpe rigtig meget. Både fagligt og socialt.

Sådan lyder konklusionen på en ny undersøgelse udarbejdet af Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning ved Aarhus Universitet, der har kigget på en række forskningsprojekter om intensive læringsforløb.

- Det, vi kan sige, er, at der er noget, der tyder på, at de her forløb godt kan have en positiv virkning på eleven og være med til at gøre dem uddannelsesparate, siger Camilla Brørup Dyssegaard, lektor og leder af Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning ved Aarhus Universitet.

Et turboforløbet er et læringsforløb, hvor fagligt udfordrede elever får intensiv undervisning uden for deres normale klasseværelse.

Der er afsat 20,8 millioner kroner i åe fra satspuljen til at understøtte skolernes arbejde med turboforløbene.

Pengene skal bruges til et forsøgsprojekt med de intensive læringsforløb, og de danske kommuner kan i foråret 2016 søge om at være med.

Forløbene kan ifølge Camilla Brørup Dyssegaard virke for de svage elever, fordi det er nye voksne, der ser børnene uden for deres vante miljø og målrettet arbejder med at forbedre deres svagheder.

- Vi kan se, at eleverne bliver løftet fagligt, og at der også bliver arbejdet med deres sociale og personlige kompetencer, så de får troen tilbage på sig selv og faktisk får en følelse af, at de kan noget igen, siger hun.

Turboforløbene varer kun få uger og skal hjælpe elever til at nå op på samme niveau som deres jævnaldrende og på den måde blive parate til at starte på en uddannelse.

I turboforløbene bliver der taget udgangspunkt i den enkelte elevs behov og holdt et målrettet fokus på eksempelvis at lære matematik fra bunden eller øve dansk grammatik.

Sidste år blev 27 procent af folkeskolens elever i 8. klasse ikke vurderet parate til at starte på en ungdomsuddannelse.

/ritzau/