TV-clairvoyant nægter drabsforsøg på tvillingdøtre

Skrevet af admin

07/11/2013

Dagens topnyheder

En 59-årig mand nægter sig torsdag i Københavns Byret skyldig i drabsforsøg på sine fireårige tvillingdøtre. Ifølge forsvarsadvokat David Francis Lublin bør manden frifindes på grund af utilregnelighed.

Pigerne blev livsfarligt såret af knivstik i Ronald McDonald Huset på Rigshospitalet i august 2012. Ifølge sagens anklageskrift har pigerne fået alvorlige mén.

Anklager Søren Harbo har åbnet sagen ved at fremvise billeder af de to piger i prinsessekjoler og ved at afspille den fortvivlede mors opkald til 112.

På opkaldet fortæller hun til operatøren på alarmcentralen, hvordan faren har forskanset sig på stuen med pigerne og en kniv.

- Der er ikke noget personale. Jeg tør ikke gå derind. Og han truer med, at hvis jeg ringer til politiet, så slår jeg pigerne ihjel, hører man moren sige på optagelsen af opkaldet.

Familien opholdt sig på Rigshospitalet, hvor den ene pige flere gange ugentlig var indlagt til dialysebehandling på grund af kronisk nyresvigt.

Politiet kom først ind på stuen, da manden hoppede ud ad vinduet. På stuen fandt man de hårdt sårede piger.

Torsdag i retten støttede den 59-årige mand sig til en krykke, men om det har noget at gøre med faldet fra vinduet, vides ikke.

Pigen, som var i behandling, er blevet så skadet af overfaldet, at hun ifølge sagens anklageskrift muligvis aldrig vil kunne få en livsnødvendig nyretransplantation.

På alarmopkaldet fortæller kvinden til operatøren, at faren før har været fysisk over for hende, og at han er psykisk uligevægtig.

Opkaldet slutter med, at politiet møder moren, som havde gemt sig på et toilet. Derefter kan politiet overbringe moren den uhyggelige besked om hendes døtre.

Forsvarsadvokat David Francis Lublin kræver sin klient frifundet på grund af hans mentale tilstand, men bestrider i øvrigt ikke, at det var faren, som førte kniven.

- Min klient kan ikke huske, hvad der er sket den pågældende dag på det pågældende tidspunkt. Jeg gør gældende, at min klient har været utilregnelig i gerningsøjeblikket, siger david Francis Lublin.

Advokaten begrunder utilregneligheden i, at faren har indtaget store doser medicin mod ADHD.

/ritzau/