Tv-værts identitet brugt til lummer scoreside

Skrevet af admin

09/12/2015

Dagens topnyheder

Mange falder nok for fristelsen til at lyve lidt om sig selv, når de opretter en datingprofil. Bag skærmen kan man gøre sig lidt højere, tyndere eller mere interessant, uden at det umiddelbart bliver afsløret.

I visse tilfælde bliver det dog til mere end en lille hvid løgn, hvilket tv-værten Sisse Fisker kan skrive under på, efter at hendes identitet er blevet brugt til at oprette en falsk profil på hjemmesiden scor.dk.

- Jeg er RASENDE! Mit billede og navn er blevet misbrugt på scor.dk. En person, der udgiver sig for at være mig, søger mænd - blandt andet til et nyt tv-program. Profilen er lukket nu, og jeg overvejer politianmeldelse, skriver den tidligere "Vild med dans"-deltager i et Facebook-opslag.

Scor.dk kalder sig selv for "Danmarks frækkeste mødested", og det er et forum, der i lige så høj grad henvender sig til dem, der søger uforpligtende sex, som dem, der leder efter den eneste ene.

Om der rent faktisk er nogen, der er faldet for den falske Sisse Fisker, er svært at sige, men den 39-årige tv-vært, der har en fortid på DR's "Aftenshowet" vil i hvert fald gerne høre fra dem.

- Så hvis nogen af jer er stødt på "mig" og har fået mærkelige henvendelser, så hører jeg gerne fra jer i en personlig besked. Tak, skriver den rasende tv-vært.

Billedet er indtil videre blevet liket flere gange, og kommentarfeltet er fyldt med støttebeskeder til den forurettede Fisker.

- Det er da bare med at få en anmeldelse kørt i stilling. Vedkommende er da for syg i hovedet, skriver en bruger blandt andet.

- Jeg synes godt om, at du siger fra over for sådan et misbrug, lyder en anden støttende kommentar til Sisse Fisker.

/ritzau/FOKUS