TV2-bil smadret: Politikere oprørte over hærværk i Egedalsvænge

Skrevet af Ann Katrine Warren

12/11/2012

Dagens topnyheder

En tilsyneladende uskyldig underskriftindsamling i Egedalsvænge endte søndag middag med, at 25 maskerede og hætteklædte unge ødelagde en sendevogn fra TV2.
Politikere i både byrådet og på Christiansborg tager skarpt afstand fra episoden.

- Venstre i Fredensborg tager afstand fra den adfærd, der udvises blandt de unge i Egedalsvænge, der udsætter TV2’s journalister for trusler og laver hærværk mod sendevognen. Det kan ikke være meningen at TV2 skal udsættes for den behandling, når de ønsker, at lave en reportage i Kokkedal, udtaler Venstres borgmesterkandidat i Fredensborg Thomas Elgaard.

Også Socialdemokraternes Karen Hækkerup mener, sagen er kørt af sporet, når det ender med hærværk og chikane.

- Det der sker nu, er bestemt ikke på demokratiske vilkår, og det er helt ude af proportioner! Til jer der laver ballade - hold nu op, og udvis dog lidt respekt for det danske demokrati og traditioner. Tilbage til bestyrelsesbordet, hvor der tales om tingene. Tror alle er bedre tjent med juletræer i Kokkedal fremfor blå blink, skriver folketingsmedlemmet blandt andet på sin facebookprofil.

En gruppe beboere havde i lyset af sagen om det nedstemte juletræ taget initiativ til at lave en underskriftindsamling mod hele den siddende bestyrelsen i Egedalsvænge. En journalist og en kameramand fra TV2 var  søndag formiddag taget med for at dække indsamlingen, da omkring 25 unge ballademagere kastede brosten på sendevognen og smadrede den.