Tyggegummi kan give teenagere ondt i hovedet

Skrevet af admin

21/12/2013

Dagens topnyheder

Tyggegummi i munden på en teenager er ikke et sjældent syn, men der er en risiko forbundet med at gumle løs.

På Tel Aviv Universitetet i Israel har forskeren Nathan Watemberg stået i spidsen for et forskningsprojektet, der har set nærmere på en eventuel forbindelse mellem brug af tyggegummi og hovedpine hos teenagere.

Ifølge forskningen er der en forbindelse, skriver netsiden jewishpress.com, der skriver, at undersøgelsen er offentliggjort i magasinet Pediatric Neurology.

Watemberg er ansat på forskningscentret Meir Medical Center på universitetet, og her noterede han sig, at mange patienter, der henvendte sig til lægeklinikker med hovedpine, var flittige brugere af tyggegummi.

Specielt blandt de teenagepiger, der meldte om hovedpine, blev der gumlet løs.

Han fik 30 patienter i alderen seks til 19 år til at deltage i et forsøg. Alle havde migræne eller hovedpine, og de tyggede dagligt tyggegummi.

Forsøget var simpelt. Han bad alle om at lade være med at tygge tyggegummi i en måned, og så skete miraklet.

19 sagde efterfølgende, at hovedpinen helt var forsvundet, mens syv patienter sagde, at hovedpinen var blevet langt svagere og ikke længere så hyppig.

For at teste resultatet gik de 26 med til at genoptage deres tyggeri i to uger. Alle kunne fortælle, at hovedpinen vendte tilbage.

Årsagen er ikke helt kendt, men den israelske forsker mener, at selve det at tygge, altså overdreven brug af tyggebevægelsen, kan føre til hovedpine.

Andre undersøgelser har antydet, at kunstigt sødemiddel som aspartam også kan have en effekt, men det tvivler Watemberg på, da der kun bruges meget lidt af det stof i tyggegummi.

/ritzau/