Tyrkiet afværger selvmordsangreb efter blodige bomber

Skrevet af admin

28/03/2016

Dagens topnyheder

Tyrkiet mener at have afværget nye angreb, heriblandt selvmordsbomber, i landet i de seneste uger.

Det siger en talsmand for den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, på et pressemøde mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tyrkiet er over det seneste år blevet ramt af flere bombeangreb i hovedstaden Ankara, millionbyen Istanbul og i de kurdiske områder i den sydøstlige del af landet.

Islamisk Stat og kurdiske grupper har fået skylden for de blodige angreb, som har krævet flere hundrede dødsofre. Senest døde fire mennesker 19. marts ved et angreb i en travl indkøbsgade i Istanbul.

Tyrkiet har desuden ligget i åben konflikt med militante kurdiske organisationer siden juli sidste år, hvor en våbenhvile med Kurdistans Arbejderparti (PKK) blev brudt.

Ifølge præsident Erdogan har tyrkiske styrker dræbt 5359 militante kurdere siden da, mens 355 tyrkiske soldater, politifolk og sikkerhedsvagter ifølge præsidenten er blevet dræbt i samme periode.

Urolighederne i Tyrkiet har mandag fået Israel til at opfordre sine statsborgere til at forlade landet omgående.

/ritzau/Reuters