Tysk mand mistænkt for overgreb mod 175 mindreårige

En 52-årig tysk mand er mistænkt for at have misbrugt 175 børn og unge seksuelt, siger anklageren Petra Hertwig i den østtyske by Cottbus til nyhedsbureauet dpa.

De fleste af de misbrugte skal have været på grænsen til teenageårene, fortæller anklageren.

Den mistænkte blev anholdt, da politiet arbejdede på at finde en 14-årig mentalt handicappet dreng, der forsvandt for en måned siden i en by syd for den tyske hovedstad, Berlin.

Efterforskningen bragte fredag politiet til den 52-årige mands lejlighed, hvor den 14-årige dreng tilsyneladende blev holdt fanget, fortæller Petra Hertwig.

Den anholdte er mistænkt for at forgribe sig mod 100 børn og 75 unge over en periode på to årtier.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip