Tyske byer vil forbyde nogle biler for at møde EU-krav

Skrevet af admin

11/07/2016

Dagens topnyheder

Flere større byer i Tyskland overvejer at forbyde forurenende dieselbiler for at kunne overholde EU's miljøkrav.

Berlin og München har planer om at indføre en ny mærkningsordning, skriver nyhedsbureauet dpa.

Et blåt mærkat skal indikere, at en bil forurener relativt lidt. Kun dieselbiler med de nye blå mærkater vil få adgang i byerne.

Der eksisterer allerede en ordning med grønne mærkater. Den regnes af mange for utilstrækkelig, hvis byerne skal overholde EU's miljøkrav.

EU fastsatte i 2010 en grænse for udledning af kvælstofdioxid på 40 mikrogram per kubikmeter i gennemsnit over et år.

Tallene er i øjeblikket meget højere. I Stuttgart måles nu 87 mikrogram, og i München er tallet 84 mikrogram på de mest trafikerede veje.

Ideen om de blå mærkater blev nævnt første gang i foråret af den tyske miljøminister, Barbara Hendricks.

Kritikere siger, at borgere og virksomheder rammes urimeligt hårdt, hvis planen gennemføres.

/ritzau/dpa