Tyve stjæler afdød paves blod

Skrevet af admin

27/01/2014

Dagens topnyheder

Et skrin med blod fra den afdøde pave Johannes Paul II, der regerede fra 1978 til 2005, er blevet stjålet fra en lille kirke i den bjergrige Abruzzo-region i det centrale Italien.

Derfor arbejder en stor gruppe politibetjente og deres sporhunde nu på at gennemsøge det afsidesliggende område for spor i sagen, som det katolske magasin Famiglia Cristiana kalder et "helligt tyveri, der formentlig var bestilt af nogen".

En repræsentant fra kirken, Franca Corrieri, siger til Reuters, at hun tidligt søndag morgen opdagede en smadret rude i kirken, og at hun øjeblikkeligt ringede til politiet.

Da betjentene ankom, kunne de konstatere, at guldskrinet og et kors var forsvundet fra den lille stenkirke.

Johannes Paul II, der døde i 2005, elskede bjergene i Abruzzo-regionen.

Nogle gange tog han på hemmelige ture derop for at hike, stå på ski eller for at bede i kirken. Som et symbol på pavens kærlighed til den bjergrige region forærede Johannes Paul IIs forhenværende privatsekretær i 2011 noget af pavens blod til kirken.

Franca Corrieri siger, at hændelsen snarere føles som en kidnapning end et egentlig tyveri.

- På en måde er en person blevet stjålet, siger hun til Reuters og afviser at spekulere i, om tyvenes intention kan være at kræve penge for at levere blodet tilbage.

Noget af den polsk-fødte paves blod blev samlet og gemt, efter et drabsforsøg næsten kostede ham livet 13. maj 1981.

Angrebet fandt sted på den kendte Peterspladsen i hjertet af Rom.

/ritzau/Reuters