UCI-præsident glæder sig til dansk dopingrapport

Det er endnu uvist, hvornår Anti Doping Danmarks (ADD) rapport om doping i dansk cykling bliver offentliggjort.

Men præsidenten for den internationale cykelunion (UCI), Brian Cookson, siger til TV2 Sport, at han ser meget frem til at se konklusionerne - især omkring Bjarne Riis.

- Jeg vil virkelig gerne vente og se, hvad Anti Doping Danmarks rapport siger. De har haft tiden og ressourcerne til at fokusere meget mere på detaljerne omkring Bjarne Riis og andre tilfælde af doping i Danmark.

- Jeg er meget interesseret i deres konklusioner, og om nødvendigt vil UCI handle baseret på det, siger Cookson til TV2 Sport.

Den danske rapport har været i gang siden 2013.

I mandags blev en rapport om doping i international cykelsport - den såkaldte Circ-rapport, som UCI står bag - offentliggjort.

I den blev Riis, som er teammanager hos Tinkoff-Saxo, ikke belastet. Til gengæld skal man huske på, at Riis som aktiv dopede sig.

Det faktum bekymrer fortsat i cykelmiljøet, siger Cookson.

- Bjarne Riis er tydeligvis en person, som stadig bliver ved med at bekymre folk, men jeg er glad for, at han har hjulpet Circ-kommissionen, siger Cookson med henvisning til, at Riis er blevet interviewet til selve rapporten.

Circ - Cycling Independent Reform Commission - blev nedsat i januar 2014.

I 2007 indrømmede Riis selv at have dopet sig som aktiv. Desuden har nogle af hans tidligere ryttere udtalt, at Riis hjalp dem med doping, og det undersøges netop nu af ADD.

Riis har understreget, at han er glad for måden, han blev behandlet på i Circ-undersøgelsen.

- Det blev ordnet på en god måde. Det var ikke et personligt angreb. Jeg kunne lide deres attitude. Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været doping i cykelsporten.

- Jeg tror, at det vigtigste er, hvordan vi ser på tingene nu og i fremtiden. Hvad jeg kan lide ved rapporten er, at der er anbefalinger for fremtiden, har Riis udtalt.

/ritzau/

Dagens Gossip