Udenrigsministeren beklager schweizisk kurv til EU

Skrevet af admin

10/02/2014

Dagens topnyheder

Flere EU-lande lægger mandag op til, at EU må revurdere sit forhold til Schweiz som reaktion på, at de schweiziske vælgere i weekenden stemte for at begrænse indvandringen fra EU.

- Jeg synes, det er et trist resultat, som sender et forkert signal til Europa.

- Schweiz er jo med i det indre marked, og i det indre marked er den fri bevægelighed en meget, meget vigtig hjørnesten, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) mandag efter møde med EU-kollegerne i Bruxelles.

Ministeren siger, at man nu må se på, hvad de konkrete forhandlinger vil føre til i sagen.

Flere af de øvrige ministre lægger mandag ikke skjul på, at det vil få konsekvenser.

- Vi kommer til at revurdere vores forhold til Schweiz, siger Frankrigs Laurent Fabius, der ser afstemningen som et tegn på, at Schweiz er ved at vende sig indad.

Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, siger, at schweizerne "ikke har gjort sig selv en tjeneste".

EU's justitskommissær, Viviane Reding, sagde tidligere mandag til britisk radio, BBC, at Schweiz ikke kan forvente at bevare alle fordele af frihandel med EU, hvis man ikke samtidig accepterer den fri bevægelighed.

- Det er ikke muligt. Man må tage alle fordele eller ingen, siger Reding.

Omvendt glæder blandt andre den danske europaparlamentariker Morten Messerschmidt (DF) sig over det schweiziske resultat.

- Mit forslag er, at danskerne også kan få lov til at stemme om elementer af den fri bevægelighed, såsom hvor mange østeuropæiske arbejdere vi kan modtage, siger Messerschmidt til Ritzau.

Han mener, det er at forplumre debatten at sige, at det vil være det samme som at tage en folkeafstemning om ja eller nej til selve EU-samarbejdet.

- Det handler om, at danskerne skal have lov til at sige fra over for elementer af den fri bevægelighed, ligesom andre lande også gør det, siger Messerschmidt.

Det forslag bliver ikke til noget, så længe Lidegaard sidder som udenrigsminister, siger Lidegaard selv.

- Danmark tjener rigtige mange penge og skaber mange job igennem det indre marked, som jeg synes, vi skal stå værn om, siger han.

Schweizernes folkeafstemning blev ikke diskuteret blandt udenrigsministrene mandag.

/ritzau/