Ugandas hær går ind i Sydsudan for at evakuere civile

Skrevet af admin

14/07/2016

Dagens topnyheder

Den ugandiske hær er torsdag gået ind i Sydsudan for at evakuere civile.

En reporter fra nyhedsbureauet AFP, der befinder sig på stedet, fortæller således, at en stærkt bevæbnet militærkonvoj på omkring 50 pansrede køretøjer har krydset grænsen ved den sydsudanske by Nimule.

FN oplyste onsdag, at 272 mennesker er blevet dræbt i kampe i Sydsudans hovedstad, Juba, siden fredag i sidste uge.

Ifølge chefen for FN's fredsbevarende styrker, Hervé Ladsous, er det officielle dødstal dog kun "toppen af isbjerget".

Torsdag er våbenhvilen i Sydsudan gået ind i sin fjerde dag.

De internationale organisationer bruger opholdet i den voldelige konflikt til at evakuere sine ansatte, mens lokalbefolkningen har vovet sig ud og desperat jagter mad.

Peter Walsh, som er Red Barnets direktør i Sydsudan, sagde onsdag til det norske nyhedsbureau NTB, at der ligger lig i gaderne.

Samtidig er mange butikker plyndret, markederne er lukket, og folk står i køer til mad eller prøver desperat at forlade byen.

Imens er der meldinger om, at regeringsstyrker har opstillet vejspærringer og opkræver penge af folk, der forsøger at flygte.

FN anslår, at omkring 40.000 mennesker er på flugt fra Juba. Mange af dem har søgt tilflugt hos internationale organisationer eller i kirker.

/ritzau/