Ukrainere sender uskarpe Napoli ud af Europa League

Skrevet af admin

15/05/2015

Dagens topnyheder

Dnipro Dnipropetrovsk er klar til at møde Sevilla i Europa League-finalen.

Torsdag sendte det ukrainske hold italienske Napoli ud af turneringen, da ukrainerne vandt med 1-0 i sin hjemmekamp, der ganske vidst blev spillet i Kiev på grund af tilstanden i området omkring Dnipropetrovsk i det østlige Ukraine.

Napoli var ellers på forhånd udråbt til favoritter inden de to opgør, og italienerne er da også selv skyld i, at klubben er ude af turneringen. Akkurat som i sidste uges 1-1-kamp i Italien, så brændte klubben flere store chancer.

I første halvleg burde Gonzalo Higuain blandt andet have bragt Napoli foran efter et flot angreb, men argentineren misbrugte sin frie chance foran mål.

Og lige som i det første opgør var det angriberen Yevhen Seleznyov, der blev helt og målscorer for Dnipro.

Efter 57 minutters spil sled angriberen sig fri af sin markering og sendte bolden i nettet med hovedet.

Det fik Napoli til at satse offensivt, selv om klubben hele tiden havde behøvet mindst et mål for at gå videre.

Trods tilløb til store chancer og periodevist powerplay lykkedes det ikke for den italienske klub at få sendt den udligning i mål, som ville have fremtvunget forlænget spilletid.

Sidste sommer sendte FC København Dnipro ud af kvalifikationen til Champions League, men den turnering kan Dnipro nu kvalificere sig til i næste sæson, hvis klubben vinder Europa League-finalen i Warszawa 27. maj.

/ritzau/