Ung sangerinde lettet over psykisk diagnose

Skrevet af admin

31/05/2015

Dagens topnyheder

Selvskade, smugling af stoffer, massivt alkoholmisbrug, dyb afhængighed af kokain og psykiske problemer.

Allerede i meget ung alder har den nu 22-årige skuespiller- og sangerinde Demi Lovato kæmpet mod mange dæmoner.

Tilbage i marts fejrede den tidligere "X Factor"-dommer treårsdagen for sit misbrugsstop, og tidligere i maj var Lovato en del af lanceringen af projekt "Be Vocal: Speak Up for Mental Health", som sætter fokus på at bryde tabuet om psykiske sygdomme.

Selv har hun lidt af bipolar lidelse, som har ført mange destruktive tanker med sig. Og kun takket være sin familie, der hev hende til lægen, fik hun styr på de dystre tankemønstre, fortæller "Let It Go"-sangerinden til BBC.

- Jeg husker, at jeg smilende tænkte: "Okay, godt, så er der ikke noget galt med mig som person. Det er bare en midlertidig tilstand, jeg kan gøre noget ved. Jeg behøver ikke have det sådan her for evigt", siger sangerinden.

Bipolar lidelse er en mental tilstand med kraftige humørsvingninger, som kan lede til mørke tankemønstre i en manisk og depressiv retning og i værste tilfælde også selvmordstanker.

- Jeg forstod ikke selv, hvad jeg kæmpede mod. Men da jeg fandt ud af det, blev jeg klar til at dele min historie. Det er ikke noget, man bør skamme sig over - jo mere folk taler om det, desto hurtigere kan de få hjælp, understreger sangerinden.

- Hvis det er meningen med, at jeg er sat i denne verden, så er det er det, jeg vil gøre. Der er så meget mere i livet end at synge, siger sangerinden og tilføjer, at hendes musik har fået en mere positiv klang efter diagnosen.

Lovato fik hjælp på en afvænningsklinik mod sin spiseforstyrrelse, alkohol- og stofmisbrug, selvskade, depression og bipolar lidelse, men den sidste energi til helbredelsesprocessen fik hun fra skuespillerkæresten Wilmer Valderrama, har hun fortalt.

Ifølge tal fra Depressionsforeningen i Danmark rammer bipolar lidelse to til tre procent af befolkningen og optræder lige hyppigt hos kvinder og mænd.

/ritzau/FOKUS