Unge foretrækker gymnasiet frem for erhvervsuddannelser

Skrevet af admin

21/03/2016

Dagens topnyheder

Når fremtiden står for døren, foretrækker størstedelen af de unge fortsat at sidde med næsen i bøgerne på gymnasiet frem for de mere praktiske erhvervsuddannelser.

Tre ud af fire, 74,3 procent, har sendt en ansøgning til gymnasiet, mens kun knap hver femte, 18,4 procent, håber, at erhvervsuddannelserne er det rette sted for dem.

Det viser årets ansøgertal, som Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling har offentliggjort mandag.

99.218 elever i landets 9.- og 10.-klasser har søgt ind på en ungdomsuddannelse, og igen i år er de gymnasiale uddannelser i høj kurs i form af det almene gymnasium, erhvervsgymnasierne og HF.

Tallene vækker umiddelbart glæde hos Ellen Trane Nørby (V), minister for Børn, Undervisning og Ligestilling.

- Men vi skal også sørge for, at de unge vælger den rigtige uddannelse - både for dem selv og for samfundet.

- Vi skal også være bedre til at vise de unge, at der er gode muligheder for videre uddannelse efter en erhvervsuddannelse, siger hun i en pressemeddelelse.

Det er den højeste andel i de seneste 15 år, som har valgt gymnasievejen som førsteprioritet. Ansøgertallet for erhvervsuddannelserne er på niveau med sidste år.

Knap to ud af tre, 63 procent, drømmer om den rød-hvide studenterhue, som man får på STX, mens 11 procent har søgt HTX, og 7 procent har søgt HF.

Ansøgertallet for erhvervsuddannelserne bekymrer chefkonsulent Simon Neergaard-Holm, Dansk Arbejdsgiverforening.

- Alle prognoser og fremskrivninger viser, at flere unge fra grundskolen i fremtiden skal vælge erhvervsuddannelserne for at dække behovet for faglærte på arbejdsmarkedet, siger han i en pressemeddelelse.

3F, Dansk Erhverv og LO følger ligeledes udviklingen nøje.

De manglende praktikpladser er en af de afgørende årsager til, at de unge holder sig væk, lyder det ifølge 3F.

I midten af april skal emnet på dagsordenen under trepartsforhandlingerne.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde fredag, da første runde af trepartsforhandlingerne var faldet på plads, at ambitionen er at sikre praktikpladser til alle. Han var ligefrem tæt på at udlove en garanti.

Med erhvervsuddannelsesreformen blev der sidste år indført et adgangskrav på 02 i dansk og matematik for at komme ind på en erhvervsuddannelse.

Målet er at tiltrække 25 procent flere unge til erhvervsskolerne i 2020.

Mandag gentog Socialdemokraterne og De Radikale, at de - ligesom SF - ønsker et adgangskrav på 02 til gymnasiet, mens Venstre står fast på 4.

Kravet førte sidste år til et sammenbrud i forhandlingerne om en kommende gymnasiereform.

/ritzau/