Uruguay: Vi appellerer Suarez' straf

Uruguays fodboldforbund vil appellere den rekordlange karantæne, som Fifa torsdag har givet Luis Suarez.

Det siger forbundets præsident Wilmer Valdez til en lokal tv-station ifølge Reuters.

- Straffen er for hård i forhold til forseelsen, siger Valdez.

Luis Suarez blev tidligere torsdag idømt ni kampes landsholdskarantæne og fire måneders total fodboldudelukkelse som straf for at have bidt italieneren Giorgio Chiellini i VM-kampen mellem Uruguay og Italien i tirsdags.

Det betyder, at Uruguays stjerneangriber er færdig ved VM, hvor Uruguay er gået videre til 1/8-finalen mod Colombia.

Præsidenten understreger samtidig, at uruguayanerne ikke anser sig som forfulgte uskyldigheder. Han mener blot, at straffen er ude af proportioner.

- Uruguay føler sig ikke forfulgt, og Suarez er ikke noget offer, siger Wilmer Valdez.

Kampens dommer så ikke episoden, men Chiellini reagerede kraftigt på at få Suarez' tænder i sin skulder.

Allerede samme aften oplyste Fifa, at forbundet havde åbnet en disciplinærsag mod den målfarlige Liverpool-angriber.

Det er tredje gang i karrieren, at Suarez får karantæne for at bide en modspiller. Som Ajax-spiller fik han syv kampes karantæne i 2010 for at bide en PSV Eindhoven-spiller.

Sidste år blev det til 10 kampes karantæne, efter at Liverpool-topscoreren satte tænderne i Chelsea-spilleren Branislav Ivanovic.

Desuden har Suarez også en racismekarantæne på otte kampe på sit cv for at have udtrykt sig racistisk over for Manchester Uniteds Patrice Evra i 2011.

/ritzau/

Dagens Gossip