USA: Afgørelse om Det Sydkinesiske Hav er endelig

Skrevet af admin

12/07/2016

Dagens topnyheder

USA bragte tirsdag sig selv på kollisionskurs med Kina, da det amerikanske udenrigsministerium beskrev en afgørelse, der går imod den asiatiske stormagt, som endelig og juridisk bindende.

USA, der ellers har holdt sig ude af striden mellem Filippinerne og Kina, opfordrer begge sider til at rette sig efter afgørelsen.

- USA udtrykker håb og forventning om, at begge parter vil opfylde deres forpligtelser, siger udenrigsministeriets talsmand John Kirby.

Den Faste Voldgiftsret i Haag afviste tidligere på dagen Kinas påstand om, at landet har historisk ret til visse områder i Det Sydkinesiske Hav.

Regeringen i Beijing har meddelt, at Kina hverken anerkender eller accepterer dommen fra retten.

Udenrigsministeriet i Washington mener også, at afgørelsen er et vigtigt bidrag for at kunne løse andre konflikter i regionen.

USA gør ikke selv krav på noget område i det tre millioner kvadratkilometer store hav, men forbeholder sig ret til at sende amerikanske skibe gennem områder, USA betragter som internationalt farvand.

Filippinerne rejste sagen i 2013, og Kina har lige siden nægtet at anerkende voldgiftsretten. Kineserne har også afvist at deltage i processen.

Ikke desto mindre har både Kina og Filippinerne underskrevet FN's Havretskonvention, som er den retlige ramme for voldgiftsretten.

Kina gør meget omfattende krav i Det Sydkinesiske Hav. Nogle af de øer, som kineserne gør krav på, ligger meget langt fra Kina - og meget tæt på andre lande. Det gælder Filippinerne, Malaysia og Vietnam.

/ritzau/AFP